Velkommen i Café Tid - Forløb.



Hvad er et forløb ?


Forløbet foregår gennem kommunen/jobcenteret og varer 8 uger - med mulighed for forlængelse 

hvis din sagsbehandler godkender dette.

Café Tid ejes af Lone Krause, der vil følge dig gennem hele dit forløb.


Caféen er en hyggelig lille café - åbnet marts 2020, beliggende Hovedgaden 47A i Stenlille kun 3 minutters gang fra Stenlille Station og busholdepladsen.
Caféen er indrettet med fine gamle møbler, fundet i genbrugsbutikker og på loppemarkeder, for at skabe en god og hyggelig atmosfære.


Når du skal i forløb i caféen, bliver du inviteret til et møde, hvor du møder mig, ser caféen, køkkenet og den lille butik.
Du vil her få at vide, hvad du kan forvente dig med hensyn til "arbejdstider", praktiske opgaver, coaching mm. Din sagsbehandler eller din virksomhedskonsulent vil deltage i mødet. Her aftaler vi desuden, hvornår du skal starte i forløb i caféen.



Der vil være tale om forskellige praktiske opgaver, som du vil blive oplært i på en tryg og rolig måde

Opgaverne kan være følgende: kasse/kundebetjening, servering af kaffe og kage osv. ved bordene - al bestilling og betaling foregår i "butikken" så du vil ikke stå med svære bestillinger eller betaling ved bordene.

I køkkenet vil opgaverne kunne bestå af følgende: Hjælpe med bagning af div. kager, opvask og afrydning, klargøring/borddækning til arrangementer og evt. klargøre kaffe/kage til "ud af huset", lettere rengøring osv.


Jeg vil altid være tilstede, når du er i forløb og vil coache dig og sørge for, at du føler dig tryg ved dine arbejdsopgaver og vil - sammen med dig - hjælpe dig til at udvikle dig fysisk, psykisk og med færdigheder i køkkenet og cafeen.

Da jeg selv lige har været gennem et sygdomsforløb på 1,5 år med en slem rygskade, så ved jeg som oftest lige præcis hvordan du har det - eller jeg kan nemt sætte mig ind i det - og sammen finder vi en måde til at komme godt videre. 

Fra mit sygdomsforløb ved jeg, at man kan være påvirket af stress, have svært ved at huske ting og have svært ved at koncentrere sig. Det har jeg derfor stor forståelse for- så hvis du også har det sådan, så skal du ikke være bekymret. Vi finder ud af det sammen.

Jeg håber disse oplysninger har hjulpet dig, ellers er du velkommen til, at ringe til mig på tlf. 61500747  i cafeens åbningstider eller send mig en mail.


                                                                                                                Smil fra Lone